Bag lukket døre - 2

Jeg har svært ved at udtrykke den følelse, som jeg har hver dag jeg vågner. Nogle dage glæde andre dage - knap så meget. De dage hvor jeg ikke kan få mig selv ud af sengen fordi jeg er bange for at møde hans ansigt, så vender jeg siden til - stikker mine forældre og venner en løgn og drømmer mig væk til et bedre liv. Gid hvis jeg kunne det. Gid hvis man kunne droppe alt og alle og bare begynde forfra. Bare ignorer sit liv, og begynde forfra! At komme dertil hvor livet bare er et let liv. Et liv uden foragt, frygt eller smerte.

Lige nu, er jeg alene hjemme. Hører lyde som jeg virkelig ikke vil høre. Hører skrig, hører råb og skrigene er mine, råbene hans. Lyde som slaget mellem mit ansigt og hans håndflade. Mig som prøver med skrig og gråd griber fast i dørkarmen ind til hans soveværelse. Mig som prøver at tale mig ud af det, ved at sige: stop, det er ikke sjovt, jeg har ikke fortjent det, du er vanvittig, jeg hader dig. Men lige lidt hjælper det. Hans blik er fjernt og ham som jeg engang elskede er overhovedet ikke til stede. Det er grænseoverskridende da han river min bluse istykker. Jeg skriger højere end jeg nogen sinde har gjort. Slaget mod mit ansigt slår mig væk for et par sekunder. Han løfter mig op og smider mig på hans seng. - Jeg har ikke valgt dette! Jeg har virkelig ikke gjort noget ondt mod denne mand, andet end elsket en person højere end man kunne. Jeg har tilgivet ham, for alle de gange han har været utro. Flere gange end vi nogensinde har set hinanden. Jeg har tilgivet og tilbedt - og lige meget hvad hjælper det ikke i denne situation. Da jeg opgiver kampen og bare lader gråden rende ned over mit ansigt og ser til han kæmper sig igennem for at forulempe mig, ser han først der jeg ikke gør modstand. Først da ser han, jeg har opgivet! - Vil han ødelægge mig liv, så kan han lige så vel bare fortsætte. Mit liv vil alligevel aldrig blive bedre end det er på nuværende tidspunkt. Han har overskredet en grænse længe før jeg overhovedet har opgivet.

Hans krop oven på mig dirre og jeg ser nu han er tilbage. Han løfter sig væk fra mig og falder sammen på gulvet ved siden af sengen. Han er tilbage. Hans øjne kigger mig i øjnene. Et kort øjeblik tror jeg faktisk jeg ville have været i stand til at falde ham om halsen og sige: det er okay. Du kunne ikke gøre for det. - Men det har jeg ikke tænkt mig. Jeg løber ind i stuen og samler mine ting; - jeg skal væk. Langt væk fra dette sted.

Nu sidder jeg så præcis 2 måneder senere og venter på ensomheden og bitterheden æder mig op. Jeg ved jeg før har skrevet jeg ikke er bitter, men bitter er jeg. Især når jeg lider af det hver dag og ikke kan komme ud af dette øjeblik, hvor lydene og blikkende og alle de tårer der blev udvækslet den aften, vil forsvinde.

Jeg hader mig selv for, at de ikke kan forsvinde. Men mest af alt, jeg hader at min omgangskreds ikke kan sætte sig ind i hvilken følelse jeg skal bære med mig hver dag.
Mine veninder kan vælge og vrage som de vil- og mange af dem gør det også. Men er der noget jeg ikke kan tolere, så er det den medlidenhed jeg får fra deres blikke. Jeg føler en skam over mig selv, og det gør det ikke bedre at jeg kender mange efterhånden der ved dette. Det gør det ikke nemmere for mig.

Jeg ville aldrig i livet ønske mine veninder blev udsat for denne handling. Men jeg føler mig fortabt fordi jeg ikke kan forklare. Jeg kan ikke forklare den følelse jeg har - den er her bare, og den går ikke væk!

26/11-2009