Bag lukket døre - 2

Jeg har svært ved at udtrykke den følelse, som jeg har hver dag jeg vågner. Nogle dage glæde andre dage - knap så meget. De dage hvor jeg ikke kan få mig selv ud af sengen fordi jeg er bange for at møde hans ansigt, så vender jeg siden til - stikker mine forældre og venner en løgn og drømmer mig væk til et bedre liv. Gid hvis jeg kunne det. Gid hvis man kunne droppe alt og alle og bare begynde forfra. Bare ignorer sit liv, og begynde forfra! At komme dertil hvor livet bare er et let liv. Et liv uden foragt, frygt eller smerte.

Lige nu, er jeg alene hjemme. Hører lyde som jeg virkelig ikke vil høre. Hører skrig, hører råb og skrigene er mine, råbene hans. Lyde som slaget mellem mit ansigt og hans håndflade. Mig som prøver med skrig og gråd griber fast i dørkarmen ind til hans soveværelse. Mig som prøver at tale mig ud af det, ved at sige: stop, det er ikke sjovt, jeg har ikke fortjent det, du er vanvittig, jeg hader dig. Men lige lidt hjælper det. Hans blik er fjernt og ham som jeg engang elskede er overhovedet ikke til stede. Det er grænseoverskridende da han river min bluse istykker. Jeg skriger højere end jeg nogen sinde har gjort. Slaget mod mit ansigt slår mig væk for et par sekunder. Han løfter mig op og smider mig på hans seng. - Jeg har ikke valgt dette! Jeg har virkelig ikke gjort noget ondt mod denne mand, andet end elsket en person højere end man kunne. Jeg har tilgivet ham, for alle de gange han har været utro. Flere gange end vi nogensinde har set hinanden. Jeg har tilgivet og tilbedt - og lige meget hvad hjælper det ikke i denne situation. Da jeg opgiver kampen og bare lader gråden rende ned over mit ansigt og ser til han kæmper sig igennem for at forulempe mig, ser han først der jeg ikke gør modstand. Først da ser han, jeg har opgivet! - Vil han ødelægge mig liv, så kan han lige så vel bare fortsætte. Mit liv vil alligevel aldrig blive bedre end det er på nuværende tidspunkt. Han har overskredet en grænse længe før jeg overhovedet har opgivet.

Hans krop oven på mig dirre og jeg ser nu han er tilbage. Han løfter sig væk fra mig og falder sammen på gulvet ved siden af sengen. Han er tilbage. Hans øjne kigger mig i øjnene. Et kort øjeblik tror jeg faktisk jeg ville have været i stand til at falde ham om halsen og sige: det er okay. Du kunne ikke gøre for det. - Men det har jeg ikke tænkt mig. Jeg løber ind i stuen og samler mine ting; - jeg skal væk. Langt væk fra dette sted.

Nu sidder jeg så præcis 2 måneder senere og venter på ensomheden og bitterheden æder mig op. Jeg ved jeg før har skrevet jeg ikke er bitter, men bitter er jeg. Især når jeg lider af det hver dag og ikke kan komme ud af dette øjeblik, hvor lydene og blikkende og alle de tårer der blev udvækslet den aften, vil forsvinde.

Jeg hader mig selv for, at de ikke kan forsvinde. Men mest af alt, jeg hader at min omgangskreds ikke kan sætte sig ind i hvilken følelse jeg skal bære med mig hver dag.
Mine veninder kan vælge og vrage som de vil- og mange af dem gør det også. Men er der noget jeg ikke kan tolere, så er det den medlidenhed jeg får fra deres blikke. Jeg føler en skam over mig selv, og det gør det ikke bedre at jeg kender mange efterhånden der ved dette. Det gør det ikke nemmere for mig.

Jeg ville aldrig i livet ønske mine veninder blev udsat for denne handling. Men jeg føler mig fortabt fordi jeg ikke kan forklare. Jeg kan ikke forklare den følelse jeg har - den er her bare, og den går ikke væk!

26/11-2009

Bag lukket døre

Stikker nøglen i låsen, drejer en omkring og åbner døren. Jeg mødes med mørke og stilhed. Jeg smækker døren bag mig og håber på nogen kommer mig i møde; - ingen hjemme. Stilheden er normalt nået jeg kan grine af. Det er ikke pga mørket, men stilheden kan slå ihjel; - virkelig! En psykisk syg person bliver slået ihjel i stilhed, pga. det kun er deres egne tanker der kan udfolde sig. Min største frygt: Stilhed og Mørke! - Jeg kan i visse perioder slå mig selv ihjel i stilhed. Sidder jeg på et værelse, helt alene kan det slå mig ihjel. Kom jeg til at gå hjem til en fyr og vågner næste morgen tidlig - den stilhed, den følelse af skyld kan slå ihjel. I foråret 2008 gik jeg til en psykolog og snakkede med hende om det. Det hele endte med en opsummering, som jeg fik med hjem på papir. Der stod blandt andet således: "Louise har svært ved at håndtere konkurrence, jalousi og misundelse. ... dette har med årene skabt en stor ensomhed i Louise, og en følelse af grundlæggende at bedrage dem, hun holder af.." Det at en psykolog kan faktisk finde de korrekte ord på hvad man ''fejler'', er mere end jeg nogen sinde havde forventet da jeg mødte op for første gang. Det var en enorm grænse at træde, da jeg skulle indse jeg ikke var okay med mig selv, at der dissideret var noget galt!

Ensomhed... Jeg føler den hver dag. Følelsen af at blive jaloux, eller misundelig kommer kun i de perioder jeg føler mig ekstrem ensom. Et eksempel; Jeg siger til mine venner jeg gerne vil være sammen med dem senere. Ikke om 4 dage, men på samme dag - er det en form for hånd jeg prøver at række ud og fortælle jeg har brug for at komme ud af dette sorte hul! Jeg har brug for din hjælp. Og jeg tror i disse situationer har jeg oplevet et par gange måske at mine veninder har smidt hvad de havde for at hjælpe mig. Snakke med mig.
- Normalt ville jeg sige; jeg klynker. Jeg er bare i et sort hul for øjeblikket. Men lyset op til at leve livet er længere væk end jeg håbede. Jeg får ikke psykolog hjælp mere, eftersom jeg ikke har råd til at ligge 800 kr. hver 14 dag. Men havde jeg alle de penge i verden jeg kunne ønske mig, ville nogle af dem gå på psykolog hjælp. Det hjalp mig utrolig meget, at få den form for ord på hvad der var/er galt med mig. Jeg kunne for et år siden se lyset. Jeg var glad, havde overskud. Men selvom jeg er rask, og har et fantastisk liv med masser af venner som elsker mig og min familie ikke mindst, er det stadig ikke nok. Ikke 10 vilde heste ville kunne få mig ud af det sted jeg er i lige nu. Jeg kan ikke gøre andet end vente.
På et tidspunkt kommer solen på himlen igen, og jeg kan se frem til at nyde en dag måske i et gladere lys.

Et perfekt øjeblik.

November d. 4 2009.

Det er officielt den første omgang sne på denne tid af året. Jeg ligger i min seng - syg, og kigger ud af min havedør og ser sneen falder lige så stille ned fra himlen. Det er koldt og mørkt udenfor og venter egentlig bare på der kommer en engel forbi og henter mig.

Selvom sneen falder roligt og i blide strøg udenfor, kan jeg ikke lade være med at putte mig selv længere ned under min dyne og bare håber på jeg snart bliver rask. Kvinder siger tit: "Mænd er bare ynkelige når de er syge" - okay, jeg er så en mand. Jeg kan ikke blive mere ynkelig end nu. Mens feberen raser gennem kroppen på mig og mine lunger skriger efter ny luft, kan jeg ikke lade være med at tænke på dengang jeg var barn og var syg. Det var nemmere at være syg da man var barn. Man har en til at passe på sig, og børnehaven eller skolen betød ikke det store hvis man var syg. Jeg blev passet for det meste af min mormor og morfar. Min far ville kører ned og aflevere mig der, og i løbet af formiddagen hvor jeg havde ligget på sofaen og fået set noget børne tv, kom min mormor hjem med alverdens godter, som jeg fik - så jeg kunne få det bedre (eller i hvert fald få sukkerchok, så kunne det være jeg livede lidt op).

Men sne er hyggeligt. Vi forbinder sne med hygge, pejsen, en kop varm te, måske en romantisk date i så fald forbinder vi alle sne med noget godt vi husker.

Sneen får mig til at tænke på dengang min søster og jeg tog alt vores over tøj på og gik ud og byggede snemænd. Eller sidste vinterferie hvor min veninde og jeg legede sneboldskamp selvom jeg havde lungebetændelse. Eller snakken sammen med min bedste ven om den perfekte date, som endte med at være med en gåtur i sneen og hjem til pejs og varmehygge i sofaen med tæpper og en kop te. Ja, jeg forbinder sne med meget.

Mine forældre siger hvert år; "der var meget sne dengang jeg var barn" og nu er jeg selv kommet dertil hvor jeg tænker; "der var da mere sne da jeg var barn?" Men måske er det bare fordi det er mere magisk som barn. Det er sådan lidt "coca-cola julereklame"-agtigt.

Jeg sagde i sidste måned, "Jeg tror på julen kommer tidligere i år". På grund af den hurtige ændring i klimaet fra varmt til koldt, var jeg overbevidst om at sneen og julen ville komme hurtigere i år end sidste år. Og jeg var da ikke helt galt på den? 4 November 2009! Første dag med sne; et perfekt øjeblik.

Jeg gik vest og ønskede øst.

Da jeg gik fra min kæreste i februar 2009 gik jeg til øst. Jeg var fast besluttet på, - nu var det bare slut! Han havde gjort mit liv besværligt op til flere gange. Han havde været mig utro hele 18 lange måneder, han lovede at forbedre sig og han blev aldrig et bedre menneske. Han var en charmerende amerikaner som levede på sit ego. Det var spændende til at starte med, helt bestemt det var det. Jeg elskede at være i hans selskab. Jeg elskede at grine sammen med ham, og jeg var da også sikker på han var manden i mit liv - indtil videre. Men jeg blev hurtig klogere.

Den 28 marts 2008 for at være helt præcis, var jeg hjemme hos ham for at have en hyggelig dag sammen med ham. Han havde inviteret på aftensmad, og det ville jeg da ikke sige nej til. Vi havde kommet sammen i officielt 5 måneder (6 måneder uofficielt). Vi havde det fantastisk samme. Vi kunne grine over de samme ting og det hele var sådan set bare "rosen-rødt". Men den dag ændrede vores forhold sig for altid; realitet kom i vejen!

Denne dag finder jeg ud af, min kæreste gennem 6 måneder havde været hans daværende forlovede utro med mig. Hun havde 2 dage forinden nedkommet med deres søn William.

- Hvordan kunne jeg så ikke vide det? Casper levede et dobbeltliv. Hans kæreste/forlovede boede ikke i lejligheden sammen med ham, og alle deres fælles fotos af deres søn og af dem var gemt væk i skabe og skuffer. Hvordan fandt jeg så ud af det? Casper lavede en klassisk fejl (som løgnere normalt begår). Han bad mig om at dække bordet og stearinlysene lå i øverste skuffe i hans reolsystem. Efter jeg havde kysset ham ude i køkkenet, går jeg ind i stuen for at ligge bestik og tallerkner. Jeg går hen og hiver den første skuffe ud, og frem popper et billed af Casper, Isabella og William fra hospitalet nogle timer efter William er født op. Den følelse, som stak noget så grusomt i mit hjerte, kan stadig ikke beskrives. Jeg tog billedet op i hånden og kiggede på deres smil og deres kerne beskyttende omfang om deres lille søn. Deres smil viste stolthed og glæde. Smilet havde jeg set én gang før på Caspers læber; da jeg sagde ja allerførste gang til en date.

Casper kom op bag mig og da jeg vente mig om for at kigge på ham havde han tårer i øjnene og jeg var mundlam!

Jeg gjorde det forbi mellem ham og jeg på det sekund og forlad hans lejlighed med et meget mærkelig følelse. Jeg var ikke ked af det, jeg var chokkeret over hele situationen. Jeg kan huske jeg hørte sangen "Jenny don't be hasty" i radioen på vej hjem.

Mine måneder efter denne oplevelse var knap så gode. En ting var jeg havde mistet min kæreste, en anden ting var den måde vi var gået fra hinanden. Det var simpelthen ikke muligt at han havde en helt anden familie! Jeg var chokeret.

Casper stoppede dog ikke med at ringe. Han kimede mig ned hver dag, mødte op på min adressen og decideret fulgte efter mig alle vegne. Mødte op på Nørreport om morgen for at snakke med mig inden jeg var på vej i skole.

Da vi nåede frem til juni måned fortalte han mig at de var gået fra hinanden og at han virkelig havde brug for en ven, - en ven kunne han da godt få! Så jeg gav mig, og tog med ham hjem nogle dage efter han havde overtalt mig. Jeg blev en del af deres familie drama med forældremyndighed og børnepasning af deres lille spædbarn. I mellemtiden finder jeg ud af, han også har en datter med en tidligere kæreste fra hans sene teenager år. Jeg mærkede hurtigt det ikke var noget for mig alligevel, og da jeg finder ud af det hele er en løgn og han stadig er sammen med hende, føler jeg mig virkelig dum.

Sommeren 2008 ringer han op mens jeg er på ferie med mine 4 venner på Bornholm, og fortæller han lige har giftet sig med hende. Han ringer endda på selve dagen! Han fortæller mig han ikke kan tænke på andre end mig.

Nogle måneder efter er jeg tilbage i hans lejlighed. Isabella og Casper er blevet separeret og han er single med fuld forældremyndighed over deres søn. Jeg er tilbage til familie kredsen, børnepasning og familie hygge.

I julen finder jeg ud af jeg selv er gravid, og beslutter mig derfor for, at han simpelthen er udelukkende dårlig selskab. Jeg venter til julen er over med at fortælle ham det. Han støtter op om hvilken som helst jeg beslutter mig for. Og jeg beslutter det skal ikke være. Jeg er 18 år gammel og det er simpelthen for meget drama til jeg kan holde det ud i det store hele.

Casper rejser pludseligt med sin søn i februar til Miami. Februar 2009 er det slut. Jeg slår op med ham, mister barnet og prøver at leve videre. Casper bortadoptere sin søn til et vennepar i Miami, han kommer tilbage til Danmark. Men Casper giver ikke op på mig. Han kæmper i 8 måneder med at få mig tilbage. Han beviser overfor mig han kan være en mand, han beviser han prøver at få styr på sit liv. Han beviser han ikke er som han var før.

Som en svag kvinde, med ødelagte barikader og vind i håret siger jeg ja til ham igen. Jeg kan ikke forklare hvorfor, andet end at jeg elsker ham. At elske en person af hele sit hjerte, da kan man tilgive alt. "Kærlighed tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt" som Paulus i det nye testamente skriver. Jeg følte virkelig, at han havde forandret sig og ikke mindst så stolede jeg på ham.

Men hvorfor skulle han have forandret sig? - Det havde han ikke. Samme aften som jeg er tilbage i hans nye lejlighed, kan jeg fornemme det er det rene opspind. Jeg gør det klart for ham jeg ikke er interesseret i, at det skal gå hurtigt eller på nogen måde skal gå efter hans hoved. Jeg slår hånden i bordet, og det sætter en grænse i hans hoved til at eksplodere. Han griber mig i armen og trækker mig med ind i hans soveværelse. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Han er dobbelt så høj som mig, og han er ekstrem dumpet efterhånden. Jeg havde ikke en chance.

Efter en svær kamp med råb og skældsord kommer jeg fri af hans greb og får samlet mig. Jeg løber ind i stuen samler mine ting og løber derfra.

Selvom det er en måneds tid siden, har Casper da ringet og informeret mig, at han er forlovet med en ny pige og at de da også er flyttet sammen i hende lejlighed.

I min bitterhed kan jeg fortryde nået så grusomt jeg nogensinde har stolet på en person, som så klokkeklart signalerede en sindssyg tilstand. Casper er ikke psykisk syg, han er et ustabilt menneske.

Jeg lever i den overbevisning, at det er mig som ikke har kunne se hans vanvid og derfor bebrejder jeg mig selv for de hændelser jeg har oplevet. Jeg er mere værd end det jeg har oplevet på 18 måneder med ham, men jeg fortryder intet. Jeg kan ikke leve et liv i foragt, jeg kan ikke give andre skylden end mig selv. Valgene var mine og ikke nogen andres.

I min bearbejdelses proces har jeg gjort det mig selv klart: "at være fuldkommen ærlig overfor sig selv, er en god øvelse" - Sigmund Freud. Jeg vil være ærlig overfor mig selv. Jeg ville ikke fortryde de hændelser, for så ville jeg benægte mig selv i at de eksistere; de eksistere! De er skrevet her, de er i mit hoved og de er hele tiden med mig hvor end jeg går. Men det er naivt og tro jeg ikke er påvirket af det, - for selvfølgelig er jeg det. Jeg har berøringsangst, det er jeg godt klar over. Kun mine aller nærmeste får lov til at komme tæt på mig og folk jeg stoler på.

Min tillid til folk er lige så stor som for 3 år siden. Jeg er et menneske med et stort hjerte. Jeg kan tilgive rigtig meget.

En veninde af mine spurgte mig fornylig hvordan jeg kunne tilgive utroskab. Mit svar var egentlig meget simpel; har du prøvet noget der er værre end det, virker utroskab ikke som noget der ikke kan tilgives for.

Endnu en af grundene til jeg ikke fortryder noget med Casper, havde han ikke været det kæmpe røvhul han nu var, havde jeg ikke set et større perspektiv i et kærlighedsforhold.

Jeg tror jeg kender mig selv meget bedre end de fleste kender dem selv. Jeg siger ikke jeg er et vidunder af et menneske, jeg er bare klar over jeg ikke kan sammenligne mit liv med andre teenagers liv. Mit har været så meget mere forvirrende at det ikke kan udtrykkes klarer end:

Et menneske kan ikke trives uden at give sig selv lov - Mark Twain

Er jeg så jaloux på andre over deres nemme liv? Dertil har jeg kun et svar:

Jalousien er den kolde skygge, kærligheden kaster tilbage over skuldren, idet den fjerner sig - Tove Ditlevsen.

Da jeg startede med at komme sammen med Casper gik jeg mod vest, men nu - nu går mit liv mod øst. Det går fremad, det går den vej det nu går.

Jeg håber, at hvem der så end kommer af fyr i fremtiden ind i mit liv kan behandle mig ordentligt, for jeg synes jeg fortjener noget tryghed og noget fantastisk oven på denne skræk oplevelse af et forhold.

Jeg håber denne indlevelse i mit liv gør det klart hvor nemt dit måske kan være?