Læs også..

Jeg har også min blog: http://densvundnetid.blogspot.com

tirsdag den 3. november 2009

Jeg gik vest og ønskede øst.

Da jeg gik fra min kæreste i februar 2009 gik jeg til øst. Jeg var fast besluttet på, - nu var det bare slut! Han havde gjort mit liv besværligt op til flere gange. Han havde været mig utro hele 18 lange måneder, han lovede at forbedre sig og han blev aldrig et bedre menneske. Han var en charmerende amerikaner som levede på sit ego. Det var spændende til at starte med, helt bestemt det var det. Jeg elskede at være i hans selskab. Jeg elskede at grine sammen med ham, og jeg var da også sikker på han var manden i mit liv - indtil videre. Men jeg blev hurtig klogere.

Den 28 marts 2008 for at være helt præcis, var jeg hjemme hos ham for at have en hyggelig dag sammen med ham. Han havde inviteret på aftensmad, og det ville jeg da ikke sige nej til. Vi havde kommet sammen i officielt 5 måneder (6 måneder uofficielt). Vi havde det fantastisk samme. Vi kunne grine over de samme ting og det hele var sådan set bare "rosen-rødt". Men den dag ændrede vores forhold sig for altid; realitet kom i vejen!
Denne dag finder jeg ud af, min kæreste gennem 6 måneder havde været hans daværende forlovede utro med mig. Hun havde 2 dage forinden nedkommet med deres søn William.
- Hvordan kunne jeg så ikke vide det? Casper levede et dobbeltliv. Hans kæreste/forlovede boede ikke i lejligheden sammen med ham, og alle deres fælles fotos af deres søn og af dem var gemt væk i skabe og skuffer. Hvordan fandt jeg så ud af det? Casper lavede en klassisk fejl (som løgnere normalt begår). Han bad mig om at dække bordet og stearinlysene lå i øverste skuffe i hans reolsystem. Efter jeg havde kysset ham ude i køkkenet, går jeg ind i stuen for at ligge bestik og tallerkner. Jeg går hen og hiver den første skuffe ud, og frem popper et billed af Casper, Isabella og William fra hospitalet nogle timer efter William er født op. Den følelse, som stak noget så grusomt i mit hjerte, kan stadig ikke beskrives. Jeg tog billedet op i hånden og kiggede på deres smil og deres kerne beskyttende omfang om deres lille søn. Deres smil viste stolthed og glæde. Smilet havde jeg set én gang før på Caspers læber; da jeg sagde ja allerførste gang til en date.
Casper kom op bag mig og da jeg vente mig om for at kigge på ham havde han tårer i øjnene og jeg var mundlam!
Jeg gjorde det forbi mellem ham og jeg på det sekund og forlad hans lejlighed med et meget mærkelig følelse. Jeg var ikke ked af det, jeg var chokkeret over hele situationen. Jeg kan huske jeg hørte sangen "Jenny don't be hasty" i radioen på vej hjem.

Mine måneder efter denne oplevelse var knap så gode. En ting var jeg havde mistet min kæreste, en anden ting var den måde vi var gået fra hinanden. Det var simpelthen ikke muligt at han havde en helt anden familie! Jeg var chokeret.
Casper stoppede dog ikke med at ringe. Han kimede mig ned hver dag, mødte op på min adressen og decideret fulgte efter mig alle vegne. Mødte op på Nørreport om morgen for at snakke med mig inden jeg var på vej i skole.
Da vi nåede frem til juni måned fortalte han mig at de var gået fra hinanden og at han virkelig havde brug for en ven, - en ven kunne han da godt få! Så jeg gav mig, og tog med ham hjem nogle dage efter han havde overtalt mig. Jeg blev en del af deres familie drama med forældremyndighed og børnepasning af deres lille spædbarn. I mellemtiden finder jeg ud af, han også har en datter med en tidligere kæreste fra hans sene teenager år. Jeg mærkede hurtigt det ikke var noget for mig alligevel, og da jeg finder ud af det hele er en løgn og han stadig er sammen med hende, føler jeg mig virkelig dum.

Sommeren 2008 ringer han op mens jeg er på ferie med mine 4 venner på Bornholm, og fortæller han lige har giftet sig med hende. Han ringer endda på selve dagen! Han fortæller mig han ikke kan tænke på andre end mig.

Nogle måneder efter er jeg tilbage i hans lejlighed. Isabella og Casper er blevet separeret og han er single med fuld forældremyndighed over deres søn. Jeg er tilbage til familie kredsen, børnepasning og familie hygge.

I julen finder jeg ud af jeg selv er gravid, og beslutter mig derfor for, at han simpelthen er udelukkende dårlig selskab. Jeg venter til julen er over med at fortælle ham det. Han støtter op om hvilken som helst jeg beslutter mig for. Og jeg beslutter det skal ikke være. Jeg er 18 år gammel og det er simpelthen for meget drama til jeg kan holde det ud i det store hele.

Casper rejser pludseligt med sin søn i februar til Miami. Februar 2009 er det slut. Jeg slår op med ham, mister barnet og prøver at leve videre. Casper bortadoptere sin søn til et vennepar i Miami, han kommer tilbage til Danmark. Men Casper giver ikke op på mig. Han kæmper i 8 måneder med at få mig tilbage. Han beviser overfor mig han kan være en mand, han beviser han prøver at få styr på sit liv. Han beviser han ikke er som han var før.

Som en svag kvinde, med ødelagte barikader og vind i håret siger jeg ja til ham igen. Jeg kan ikke forklare hvorfor, andet end at jeg elsker ham. At elske en person af hele sit hjerte, da kan man tilgive alt. "Kærlighed tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt" som Paulus i det nye testamente skriver. Jeg følte virkelig, at han havde forandret sig og ikke mindst så stolede jeg på ham.

Men hvorfor skulle han have forandret sig? - Det havde han ikke. Samme aften som jeg er tilbage i hans nye lejlighed, kan jeg fornemme det er det rene opspind. Jeg gør det klart for ham jeg ikke er interesseret i, at det skal gå hurtigt eller på nogen måde skal gå efter hans hoved. Jeg slår hånden i bordet, og det sætter en grænse i hans hoved til at eksplodere. Han griber mig i armen og trækker mig med ind i hans soveværelse. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Han er dobbelt så høj som mig, og han er ekstrem dumpet efterhånden. Jeg havde ikke en chance.

Efter en svær kamp med råb og skældsord kommer jeg fri af hans greb og får samlet mig. Jeg løber ind i stuen samler mine ting og løber derfra.

Selvom det er en måneds tid siden, har Casper da ringet og informeret mig, at han er forlovet med en ny pige og at de da også er flyttet sammen i hende lejlighed.


I min bitterhed kan jeg fortryde nået så grusomt jeg nogensinde har stolet på en person, som så klokkeklart signalerede en sindssyg tilstand. Casper er ikke psykisk syg, han er et ustabilt menneske.
Jeg lever i den overbevisning, at det er mig som ikke har kunne se hans vanvid og derfor bebrejder jeg mig selv for de hændelser jeg har oplevet. Jeg er mere værd end det jeg har oplevet på 18 måneder med ham, men jeg fortryder intet. Jeg kan ikke leve et liv i foragt, jeg kan ikke give andre skylden end mig selv. Valgene var mine og ikke nogen andres.

I min bearbejdelses proces har jeg gjort det mig selv klart: "at være fuldkommen ærlig overfor sig selv, er en god øvelse" - Sigmund Freud. Jeg vil være ærlig overfor mig selv. Jeg ville ikke fortryde de hændelser, for så ville jeg benægte mig selv i at de eksistere; de eksistere! De er skrevet her, de er i mit hoved og de er hele tiden med mig hvor end jeg går. Men det er naivt og tro jeg ikke er påvirket af det, - for selvfølgelig er jeg det. Jeg har berøringsangst, det er jeg godt klar over. Kun mine aller nærmeste får lov til at komme tæt på mig og folk jeg stoler på.
Min tillid til folk er lige så stor som for 3 år siden. Jeg er et menneske med et stort hjerte. Jeg kan tilgive rigtig meget.
En veninde af mine spurgte mig fornylig hvordan jeg kunne tilgive utroskab. Mit svar var egentlig meget simpel; har du prøvet noget der er værre end det, virker utroskab ikke som noget der ikke kan tilgives for.
Endnu en af grundene til jeg ikke fortryder noget med Casper, havde han ikke været det kæmpe røvhul han nu var, havde jeg ikke set et større perspektiv i et kærlighedsforhold.

Jeg tror jeg kender mig selv meget bedre end de fleste kender dem selv. Jeg siger ikke jeg er et vidunder af et menneske, jeg er bare klar over jeg ikke kan sammenligne mit liv med andre teenagers liv. Mit har været så meget mere forvirrende at det ikke kan udtrykkes klarer end:
Et menneske kan ikke trives uden at give sig selv lov - Mark Twain

Er jeg så jaloux på andre over deres nemme liv? Dertil har jeg kun et svar:
Jalousien er den kolde skygge, kærligheden kaster tilbage over skuldren, idet den fjerner sig - Tove Ditlevsen.

Da jeg startede med at komme sammen med Casper gik jeg mod vest, men nu - nu går mit liv mod øst. Det går fremad, det går den vej det nu går.
Jeg håber, at hvem der så end kommer af fyr i fremtiden ind i mit liv kan behandle mig ordentligt, for jeg synes jeg fortjener noget tryghed og noget fantastisk oven på denne skræk oplevelse af et forhold.


Jeg håber denne indlevelse i mit liv gør det klart hvor nemt dit måske kan være?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar